Skolebørn, der pludselig kan læse, hvad der står på tavlen. Forældre, der ser deres børns ansigter klart for første gang. Og ældre, der igen kan sy, læse og genkende mennesker omkring sig.
I oktober var Rakel Jóhannsdóttir, optiker i Synoptik i Waves i Greve, en af de udvalgte medarbejdere, der rejste med til Ghanas hovedstad Accra for at udføre synsprøver og give synet – og hverdagen – tilbage til knap 1.100 ghanesere.
I Danmark kan vi få hjælp, når synet svigter. I Ghana er virkeligheden en helt anden. Her kan et dårligt syn betyde, at børn mister muligheden for at følge med i skolen og at forældre ikke kan arbejde og forsørge deres familie. I det vestafrikanske land er briller nemlig ikke bare svære at få fat i – de er dyre, og for mange ghanesere helt uden for rækkevidde.
Men i oktober rejste en gruppe Synoptik-medarbejdere til Ghanas hovedstad, Accra, hvor de udførte gratis synsprøver og uddelte genbrugte briller fra danskerne. Blandt dem var 57-årige Rakel Jóhannsdóttir, som har været optiker i Synoptik i 29 år. På rejsen var Rakel Jóhannsdóttir med til at hjælpe knap 1.100 mennesker til et bedre syn – og et nyt blik på livet.
”Jeg blev helt rørt, da jeg fik at vide, at jeg skulle med til Ghana. Jeg har fulgt med i projektet længe og i år må sol, måne og stjerner bare have stået rigtigt, siden det blev min tur. Det har været en drøm i mange år, så det var faktisk lidt svært at tro på i starten,” fortæller Rakel Jóhannsdóttir. Hun fortsætter:
”De mennesker vi mødte, var simpelthen så varme, glade og taknemmelige. Jeg kunne virkelig mærke, at vores arbejde dernede gjorde en forskel, når ghaneserne fik synet tilbage og pludselig kunne læse, arbejde eller følge med i skolen igen. Det betyder jo alt for deres hverdag og fremtid, så det var virkelig livsbekræftende fra start til slut,” siger hun.
Kvinden, der ikke havde set sine børn
Blandt de knap 1.100 ghanesere som Synoptiks team synstestede og uddelte briller til, var alt fra børn i skoleuniformer til unge forældre og ældre mennesker. Rakel Jóhannsdóttir vil aldrig glemme de mennesker, hun mødte på rejsen:
”Jeg hjalp en kvinde, som havde meget dårligt syn både tæt på og langt fra. Da hun fik de rigtige briller på, begyndte hun simpelthen at hoppe og danse af glæde og sige ”God bless you” igen og igen. Samtidig gjorde det stort indtryk på mig at se, hvor meget det betød for børnene og deres forældre, når børnene fik briller. Det ramte mig lige i hjertet, fordi det viser, hvor lidt der nogle gange skal til for at ændre et menneskes liv.”
Donér dine briller til næste års tur
På synsklinikken i hovedstaden Accra er der løbende brug for flere aflagte briller og solbriller, som kan hjælpe ghaneserne til et bedre syn.
Synoptik opfordrer derfor danskerne til fortsat at donere deres aflagte briller og solbriller, hvis de har nogen liggende derhjemme, som ikke længere bliver brugt. I Synoptiks butikker tager de med glæde imod briller, solbriller og andre synshjælpemidler og sørger for et serviceeftersyn, inden de bliver sendt til Ghana.
Om Synoptiks Ghana-projekt
Synoptik har i samarbejde med Ghana Blind Union og Dansk Blindesamfund etableret en ”free clinic” i Ghanas hovedstad, Accra. Klinikken har åbent fem dage om ugen, hvor ghanesere gratis kan blive tilset af en optiker eller øjenlæge, få foretaget en synsprøve og få et par gratis briller eller solbriller. Hvert år i oktober rejser en gruppe af danske Synoptik-medarbejdere til Ghana for at hjælpe det lokale team af øjenlæger og optikere. Brillerne er doneret af Synoptiks danske kunder, som afleverer deres aflagte briller i deres lokale Synoptik-butik.