Livredderne klar til badegæster i den kommende uge: Tag børnene med til tårnet på Hundige Strand

Leg og lær livredning med ægte livredderudstyr (Foto: Fotograf Henrik Kaarsholm / TrygFonden)
dato

De første uger af skolernes sommerferie har været særdeles regnfulde og relativt blæsende. Strandene i Danmark har derfor ikke været overfyldte med badegæster. Livredderne har derimod været til stede hver dag kl. 10-18, og selvom de har savnet de mange badegæster, har de ikke ligget på den lade side. Livredderne har brugt tiden på at træne deres færdigheder, og nu opfordrer de børnefamilierne til at gøre det samme.

I sidste uge gennemførte TrygFondens kystlivreddere i runde tal 7.300 indsatser. Det er flere end i samme uge sidste år, hvor livredderne gennemførte knap 6.100, men hvor sidste års indsatser omfattende flere livreddende aktioner samt førstehjælpsaktioner, er langt de fleste indsatser i den seneste uge af oplysende karakter.

En væsentlig del af livreddernes arbejde er netop oplysningsarbejde om bl.a. lokale forhold, og hvordan man kan bade sikkert og trygt – både som erfaren svømmer, mindre erfaren og helt nybegynder.

- Vores livreddere ser selvfølgelig allerhelst, at strandene er fulde af badegæster, men man skal ikke tro, at de keder sig, når sommervejret lader vente på sig. Så bruger de tiden på at træne deres færdigheder og undersøge de lokale forhold. Nogle gange dukker vi også uanmeldt op og fingerer en farlig situation, som de skal håndtere. Og så taler de selvfølgelig med de mange gæster, som stadig besøger strandene, selvom det ikke er for at bade, fortæller kystlivredningschef Anders Myrhøj fra TrygFonden Kystlivredning.

Leg og lær livredning med børnene

I den kommende uge ser det ud til, at der er bedre forudsætninger for store badedage med børn og voksne på stranden, der hygger sig både på land og i vandet. Livredderne fra TrygFonden opfordrer familier til at komme forbi livreddertårnet med børnene og få inspiration til sjove lege i vandet, som samtidig vil styrke børnenes svømme- og vandfærdigheder. Og på de dage, hvor vejret ikke er til at være på sandstranden, kan man også lave masser af sjove øvelser i svømmehallen. I mange svømmehaller er der ovenikøbet udstyr, der minder om livreddernes, som man frit kan låne til at lege med – og dermed både skabe sjove fællesoplevelser og mere vandsikre børn.

- Mange børn glæder sig til sommerferien og til at lege i vand. Men vi ved fra vores undersøgelser, at langt fra alle børn er sikre svømmere eller trygge ved vandet. Derfor har vi udviklet en række sjove øvelser, som forældre uanset egne svømmefærdigheder kan lave med deres børn. Det fortæller vores livreddere meget gerne om. Man kan også tage i svømmehallen, hvor man ligeledes kan lave mange øvelser, og i flere svømmehaller har vi opstillet et mini-livreddertårn fyldt med livredderudstyr, som man kan lege og lære livredning med og ikke mindst have det rigtig sjovt sammen med, siger Anders Myrhøj. 

På Respektforvand.dk kan man se, hvor TrygFondens livreddere er til stede, og hvilke svømmehaller der har et såkaldt Leg- og Lær-livreddertårn med ægte livredderudstyr til fri afbenyttelse. Prøv fx at svømme med en redningstorpedo, balancere på et rescue board eller bjærge en dukke. Ved tårnene er der også forslag til øvelser, ligesom man kan finde ideer til gode og sjove øvelser her: https://www.respektforvand.dk/leg-og-laer-livredning/vandtilvaenning-for-boern

Find en strand eller en svømmehal med et Leg- og Lær-livreddertårn her: https://www.respektforvand.dk/bad-sikkert/find-et-badested 

TrygFonden Kystlivredning – aktionstal fra uge 28 (den 8.-14. juli 2024)

Livredderne udfører fire typer indsatser på strandene:

  • Livreddende aktioner, hvor det vurderes, at en eller flere personer var i livsfare.
  • Førstehjælpsaktioner, eksempelvis snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.
  • Forebyggende indsatser, hvor livredderne har været ude i vandet for at advare folk, der eksempelvis har taget en luftmadras/gummibåd/badedyr med i vandet ved fralandsvind, eller få dem til at svømme tættere på land.
  • Oplysende indsatser, hvor livredderne har været i kontakt med badegæster om fx de lokale forhold på stranden, de fem baderåd, og hvad man skal være opmærksom på i vandet.

 

TrygFondens livreddere er denne sommer til stede på i alt 34 strande og havnebade. I uge 28 (den 8. juli – 14. juli) gennemførte livredderne i alt 7.331 indsatser. Ingen af indsatserne involverede nogen i livsfare, men omfattede 102 almindelige førstehjælpsaktioner, 606 forebyggende aktioner og 6.623 oplysende indsatser.

Aktionstallene alene for hovedstadsområdet: 0 livreddende aktioner, 13 førstehjælpsaktioner, 186 forebyggende aktioner, 646 oplysende indsatser

  • Islands Brygge: 0 livreddende aktioner, 4 førstehjælpsaktioner, 53 forebyggende aktioner og 118 oplysende indsatser
  • Fisketorvet: 0 livreddende aktioner, 3 førstehjælpsaktioner, 30 forebyggende aktioner og 92 oplysende indsatser
  • Vallensbæk: 0 livreddende aktioner, 4 førstehjælpsaktioner, 49 forebyggende aktioner og 162 oplysende indsatser
  • Brøndby: 0 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 24 forebyggende aktioner og 152 oplysende indsatser
  • Ishøj: 0 livreddende aktioner, 1 førstehjælpsaktion, 25 forebyggende aktioner og 78 oplysende indsatser
  • Hundige: 0 livreddende aktioner, 0 førstehjælpsaktioner, 5 forebyggende aktioner og 44 oplysende indsatser
Kilde: Redaktionen