Greve Kommune byder for sjette år i træk velkommen til Greve Vandrefestival fra den 13. august til 6. september.
Frisk luft, motion og smukke naturoplevelser.
Det er blot nogle af de mange gevinster, der er ved at deltage i kommunens store vandrefestival, som begynder den 13. august.
Festivalen består af hele 15 vandreture, hvor borgerne til fods kommer rundt i alle hjørner af kommunen.
Turene går blandt andet til Tune Skov, Brødmosen og Hedeland.
Kontakt med naturen
De foregående år har festivalen været velbesøgt af Greveborgere i alle aldre.
Det kan formanden for Social-, Sundheds- og Psykiatriudvalget, Liselott Blixt, godt forstå.
Vandrefestivalen giver nemlig mulighed for at sætte tempoet ned og komme i kontakt med naturen, og det er et skønt afbræk fra dagligdagens mange gøremål, fortæller hun.
"Vi lever i verden, hvor vi altid er på og skal nå en masse ting. Men når vi vandrer rundt i kommunens dejlige natur, så har vi fokus på væren frem for gøren, og det tror jeg, at vi som mennesker i den grad har brug for. Samtidig får man lidt let motion og nogle gode samtaler med andre borgere. Det er godt for både krop og hjerne", lyder det fra Liselott Blixt.
Noget for alle
De 15 vandreture bliver ledet af lokalkendte og erfarne turledere.
Der vil både være korte ture på tre kilometer, lidt længere ture på seks til 14 kilometer og én lang tur på hele 23 kilometer til de erfarne vandrere.
Det er gratis at deltage og tilmelding er ikke nødvendig.
Læs mere om alle turene her.